1 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2 (49:3) både høj og lav, både rig og fattig!
3 (49:4) Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4 (49:5) jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
5 (49:6) Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6 (49:7) de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
7 (49:8) Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
8 (49:9) - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
9 (49:10) og aldrig få Graven at se;
10 (49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
11 (49:12) deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12 (49:13) Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
13 (49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
14 (49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
15 (49:16) Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
16 (49:17) Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
17 (49:18) thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18 (49:19) Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
19 (49:20) han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
20 (49:21) Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.