1 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
2 (19:3) Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
3 (19:4) Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
4 (19:5) når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
5 (19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
6 (19:7) rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
7 (19:8) HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,
8 (19:9) HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans,
9 (19:10) HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,
10 (19:11) kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.
11 (19:12) Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
12 (19:13) Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
13 (19:14) Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
14 (19:15) Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!