1 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
2 (142:3) udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
3 (142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
4 (142:5) Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
5 (142:6) HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
6 (142:7) Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
7 (142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.