1 Herre, straff mig ikke i din vrede og tukt mig ikke i din harme! (6:2) Herre, straff mig ikke i din vrede og tukt mig ikke i din harme!
2 (6:3) Vær mig nådig, Herre! for jeg er bortvisnet. Helbred mig, Herre! for mine ben er forferdet,
3 (6:4) og min sjel er såre forferdet; og du, Herre, hvor lenge?
4 (6:5) Vend om, Herre, utfri min sjel, frels mig for din miskunnhets skyld!
5 (6:6) For i døden kommer ingen dig i hu; hvem vil prise dig i dødsriket?
6 (6:7) Jeg er trett av mine sukk, jeg gjennembløter min seng hver natt; med mine tårer væter jeg mitt leie.
7 (6:8) Borttæret av sorg er mitt øie; det er eldet for alle mine fienders skyld.
8 (6:9) Vik fra mig, alle I som gjør urett! For Herren har hørt min gråts røst,
9 (6:10) Herren har hørt min inderlige begjæring, Herren tar imot min bønn.
10 (6:11) Alle mine fiender skal bli til skamme og såre forferdet; de skal vike tilbake, bli til skamme i et øieblikk.